Homøopatiens Grundlæggende Princip: Lighedsprincippet
Homøopatien har sine rødder langt tilbage i tiden, men blev viderudviklet og systematiseret af den tyske læge Samuel Hahnemann (1755-1843). I homøopatien går man ud fra, at det lignende helbreder (Simili Similibus Curantur): Det som kan forårsage sygdomssymptomer i raske mennesker, kan helbrede de samme sygdomme i syge mennesker. V.h.a. Lighedens Princip stimuleres patientens iboende helbredende mekanismer. For eksempel blev Julerose (Veratrum Album) brugt til at behandle kolera, men når ordineret til raske mennesker, resulterede det i koleralignende symptomer.
Lighedsprincippet har haft en global og historisk begyndelse; i det 4. årh. f.kr. udtalte den Græske læge Hippokrates, at sygdom ikke skyldes guddommelig indgriben, men er forårsaget af kræfter i naturen. Hippokrates lagde vægt på, at det er vigtigt, at stimulere patientens egne helbredende mekanismer. Hippokrates udviklede "Lighedens Princip", som er baseret på ideen om, at "hvad der ligner, helbreder". Han regnes idag som lægekunstens grundlægger.
Men før homeopatiens fader Hahnemann, er der en anden historisk person, som var vigtig for homøopatiens udvikling: Parcelsus (1493-1541). Den svejtsiske doktor og alkymist, genoplivede Hippokrates ideer og lagde vægt på den græske Signaturernes Doktrin, som indikerer, at alt i naturen: planter, mineraler, dyr bærer "Guds signatur", som indikerer, hvilken helbredende egenskaber de har. Paracelsus fastslog: "You there bring together the same anatomy of the herbs and the same anatomy of the illness into one order. This simile gives you understanding of the way in which you shall heal."
Ifølge Parcelsus har alle planter og mineraler aktive bestanddele, som kan helbrede. Hans kemiske og lægelige eksperimenter lagde grunden til moderne medicin og farmakologi . Hans introduktion af mange nye mediciner, som sulfur, jern, opium og arsenik, og hans vedholdende tro på Lighedens Princip, gør ham til en nøglefigur i udviklingen af homøopati.
Det er et velkendt fænomen at enhver plante, mineral eller kemikalie ved en overdosis kan forårsage sine egne unikke og individuelle fysiske og psykiske symptomer. Det er også kendt, at de som er syge, har deres egne individuelle og særlige symptomer. Også i tilfælde af at man lider af den samme sygdom. Homøopati er en videnskabelig medicin hvor der søges efter en substans som kan forårsage en overdosis, i lighed med de symptomer en syg person oplever. Når denne substans er afspejlet og fundet, gives den i små og fortyndede doser med en kraftig virkningseffekt.
“Lighedsprincippet” er ikke ukendt indenfor konventionel medicin, hvor vaccinationer er baseret på lignende princip. Dr. Med Emil Adolp Von Behring, faderen til immonologi, refererer sin videnskab ved at henvise ordets betydning “homøopati”. Det græske ord Homoios betyder “lignende” og “pathos” betyder lidelse eller sygdom. Idag benyttes samme homøpatiske princip også i behandling af allergi, hvor små doser af allergi allergener gives for at skabe antistoffer.
Konventionel medicin benytter også homøopatiske metoder i strålebehandling af kræftpatienter (stråler kan give kræft), planten “digitalis” benyttes ved hjerte-karsygdomme, og Ritalin gives til hyperaktivebørn (Ritalin er et amfetamin som normalt forårsager hyperaktivitet). Andre eksempler er nitroglycerin som gives for hjertesygdomme, guld for ledegit og Colchicine for urinsyregigt.
Forskellen mellem homøpati og den konventionelle behandlingsform er at sidstnævnte ikke behandler efter de fundamentale principper som homøpatien besidder: Konventionel medicin ordinere og vælger ikke medicinen individuelt så de er unikt tilpasset patientens symptomer og konstitution. Og de er ikke ordineret i samme uskadelige små doser.
Man ser også lighedsprincippet i de elementære og grundlæggende regler indenfor fysiken: Modsatrettede magnetfelter tiltrækker og ensrettede magnetfelter slås tilbage. Man kan også vise, hvordan en svag magnet kan genoplades; placer lignende poler ved siden af hinanden og magneten vil blive genopladet og vil herefter afværge hinanden.
Lighedsprincippet er ikke kun en filosofisk skabelse men en praktisk vejledning i ordinering af mecicin som helbreder. Eks. En pige, 14 år, vågner op med ondt i halsen. Hun føler sig hævet, og det brænder og stikker i hendes hals. Hun fortæller at varme drikke forværrer hendes tilstand, hvorimod kolde drikke forbedrer den. Men hun var ikke tørstig. Hun græd og jamrede sig.
Disse sæt symptomer afspejles i den homøopatiske medicin Apis Mellifica, gift fra en bi. Som man ved resulterer et bistik i brændende og stikkende smerte. De toksiske egenskaber som biens gift har, afslører også flere af pigens symptomer. Pigen fik ordineret en lille homøopatisk fremstillet dose af bigiften Apis Mellifica og indenfor et par timer var hun i bedring. Den homøopatiske substans stimulerede en hensigtmæssig forsvarsreaktion som kroppen har brug for i.f.m. helbredelse.
Et andet eksempel taget ud af dagligdagen:
En ung pige lider af kærestesorg og føler sig derfor ked af det, ensom og depressiv. En normal respons til hende ville være at sige “kom lad os gå ud og more os og du vil føle dig bedre tilpas”.
I begyndelsen vil hun føle sig bedre tilpas men når hun er hjemme igen bliver hendes ensomhedsfølelse værre. Hun begynder da at blive afhængig af selskab for at undgå ensomheden, men ensomheden forlader hende aldrig. Det bliver blot en kortvarig forbedring.
Den homøopatiske behandling ville være at foreslå hende at tale med en person som netop har mistet sin kære. Dermed vil hun opdage, at denne persons sorg ligner og er tilmed større end hendes egen sorg. Denne kontakt og bevidsthed vil hjælpe hende ud af sorgen.
Vi ser også dette fænomen i politikens verden. Vi vælger ubevidst altid den person hvis politiske overbevisning bringer størst reson i befolkningen. Med andre ord, vælg ikke den person som har andre overbevisninger, kun den med de samme.
Udover at helbrede kroppen tilskynder Lighedsprincippet også at respektere kroppens egen visdom. Den lærer os at undgå terapiformer som undertrykker symptomer og istedet vælge behandlingsformer som helbreder. Lighedsprincippet minder os på at der findes medicin som stimulerer immunstystemet.
Betydningen af den Individuelle behandling
Det er bemærkelsesværdigt, at mange i almindelighed tror at deres hovedpine, mavepine eller depression ligner alle andres. De antager derfor at de skal tage den samme medicin for at blive helbredt.
Når man taler mere i dybden med dem som har hovedpine, er det helt tydeligt, at der er klare forskelle i disse. En person har ondt foran i panden, en anden har smerter i baghovedet. En anden har kun smerte i venstre side, en tredie i højre. En person siger, at det kun gør ondt når hun bevæger sig, en anden når han ligger ned. En foretrækker at lægge et varmt omslag på hovedet, mens en anden foretrækker et koldt.Ved yderligere at spørge ind til hovedpinen, opdager man at disse er ledsaget af fordøjelsesproblemer, svimmelhed, ondt i halsen eller ondt i nakken.
Måden, hvorpå homøopaten lærer, hvordan medicinen helbreder er ved eksperimenter, som også bliver kaldet “provings” (prøvninger). Under disse homøopatiske lægemiddelsforsøg, administrerer forskerne kontinuerligt doser af en substans til en sund og rask person indtil denne begynder at reagerer på stoffet. Forsøgspersonen bliver bedt om at føre dagbog over sine symptomer. Forsøgspersonen bliver bedt om at stoppe indtagelse af medicin, når han begynder at vise ubehagelige symptomer.
Kun sunde og raske individer bliver benyttet i disse “prøvelser”. Symptomer som syge personer oplever er ikke pålidelige, idet man ikke ved om disse symptomer er p.g.a. substansen eller er en del af sygdomsprocessen.
“Prøvninger” er normalt udført med de fortyndede lægemidler, men også den rå ufortyndede dose bliver testet.
